Fotoalbum

 

Efter nogle dejlige dage på Bequia, sejlede vi sydpå. Den første ø vi kom til hed Canuan, her lagde vi os lidt væk fra den gængse ankerplads, der var kun os og 2 andre både, så her var dejligt fredeligt. Det var også første gang i lang tid hvor det ikke blæste så meget, vi lå i læ af øen, så vi sad på dækket og nød vores aftensmad og solnedgangen.

Vi var her 2 dage, hvor vi snorklede inde ved kysten, så sejlede vi videre til Union.


På Union skulle vi tanke diesel. Vi har ikke tanket siden Las Palmas, så vi skulle have en del diesel. Ralf havde fortalt, at vi kunne tanke til billige penge hernede på Union. Det man gør er, at man ligger sig op på siden af en båd og fortøjre sig. Så har båden en slange og en måler, ligesom på en tankstation, slangen får man over på båden, og så sidder man på sit dæk og fylder på tanken i en ½ time så man til sidst får krampe i hænderne. Vi tankede 251 gallons disel, hvilket svare til 948,78 liter ( man ganger med 3,78). Vi gav 7 EC$ pr. gallon hvilket betyder at vi gav 3,70 kr. pr. liter diesel! Vildt, jeg tror slet ikke, jeg var født dengang dieselen var så billig i Danmark! Grunden til, at disse både kan sælge dieslen så billigt, er at de henter dieselen i Venezuela. I Venezuela henter de jo selv olien op af undergrunden, og jeg har hørt at disse tankbåde giver 2 US dollars pr. 100 liter disel, så det kan man sige, er en ret god avance.


På Union er der ingen læ for vinden i Clifton Habor, og havnen er altid godt besøgt, så derfor ligger man lidt tæt, så egentlig ville vi sejle videre samme dag. Men efter at Kim og jeg havde været inde og handle, blev vi enige om at børnene skulle opleve Clifton by. Byen er en meget farverig lille by, der bor kun 2000 mennesker på Union. Lufthavnen ligger lige ved siden af byen, så de små fly flyver lige hen over hovedet på en når man går på hovedgaden, det ser ret vildt ud, se også billederne, vi har taget fra båden når et fly lander.


Dagen efter kom Ralf til Union. Vi har fulgtes ad siden Bequia. Ralf og Inge har desværre besluttet at gå hver til sit, så Inge er taget hjem til Tyskland igen. Ralf tager hjem i midten af marts, men skal lige sejle båden ned til Granada, hvor den skal på land og stå, indtil den forhåbentlig bliver solgt. Ralf har en masse ting på båden, som det vil være for dyrt at sende hjem, og for dyrt at efterlade, så vi fylder Gwendolines store hulrum op, som vi alligevel ikke bruger, og gør Ralf glad! Ralf og Kim bruger hele formiddagen på at sejle frem og tilbage i dingyen og stuve af vejen. Kim og Ralf udklarer og så sejler vi til Chatham Bay, som ligger på den anden side af Union.


Chatham Bay er en stor og meget rolig bugt og en meget populær ankerplads. Vi sidder igen på dækket og nyder solnedgangen. Pludselig ser Oliver en skildpadde og så ser Kim en og så ser jeg en, det er fantastisk, der er så mange skildpadder her, at vi ser en ca. hvert kvarter. Da vi bader næste dag, finder vi ud af hvorfor der er så mange skildpadder. Vi bader nærmest i skildpadde mad, som er små vandmænd, ca. 2 cm i diameter.


Næste dag bliver vi nød til at sejle videre, når man har udklareret, må man kun blive lovligt i landet 24 timer. Så går turen til Carriacou, som er en del af Granadas Grenadines. Først sejler vi til Hillsborough, hvor Kim og Ralf sejler ind og indklarerer i Ralfs dingy, så behøver vi nemlig ikke at sætte motoren på vores dingy. Vi har vores dingy på slæb efter os, når vi sejler, men tager motoren af dingyen og op på båden, når vi skal ud på det åbne vand.


Så videre til Tyrell Bay som kun ligger en halv times sejlas væk. På vejen koger vandet nærmest af fisk der springer i overfladen. Oliver smider linen ud, men fanger ikke noget.

Tyrell Bay skulle være en af de sikreste ankerpladser i Caribien. Nogen forlader deres båd her i flere uger, for at flyver hjem til europa, det har Kim og jeg svært ved at forstå. Tænk nu hvis båden er væk når man kommer tilbage.


På Carriacou nærmer tiden sig også for, at vi skal tage afsked med Ralf. Vi udnytter tiden med at spise sammen. Drengene er ude at snorkle sammen, Ralf har en massen erfaring han øser ud af. Ralf er blevet os en kær ven, så ingen af os ser frem til afskeden. Vi spiser afskeds middag på et Pizzeria, den bedste pizza siden europa, og så er det pludselig farvel! Mandag morgen sejler Ralf til syd Granada, hvor han skal bruge de sidste 2 uger på at gøre båden klar til at komme på land. Vi glæder os til at se ham igen i Hamburg!


Vi bliver på Carriacou et par dage endnu. Da vi gør klar til at sejle videre, opdager vi, at der løber saltvand i skabet, hvor vi har vores dagstank til watermakeren. Det viser sig, at udstødningen til generatoren er utæt. Kim reparere den nødtørftigt, så vi kan sejle videre. Vi bliver enige om, at det vil være nemmere, at få den repareret, hvis vi ligger i havn, så vi beslutter, at vente til vi igen er på St. Lucia med at få den fixet.


Vi sejler tilbage til Union, det er det eneste sted vi kan indklarer igen. På Union må vi vente lidt på at vinden ligger sig. Vi skal næsten sejle sydøst for at komme til det længe ventede Tobago Kays, så vi vil ikke have for kraftig vind. Vi bruger ventetiden på at lave skole, sejle ind og spise frokost og en aften spiser vi på en restaurant der hedder Aquarium. De har et stort akvarier med 2 store hummere, tun, snappers, en haj og en murene, der er også Queen Conch, en kæmpe stor snegl som har et fantastisk flot sneglehus. Disse store snegle kan man selv finde når man snorkler, så man kan få et sneglehus med hjem.


Søndag d. 7. marts går turen så til Tobago Kays. Vi ankommer ved 11 tiden, finder et godt sted at ankre. Kim, Oliver og jeg tager dingyen og sejler over til revet. Celeste er lidt utilpas efter sejlturen, så hun bliver tilbage på båden.


På vej over til revet sejler vi næsten ind i 2 skildpadder. Ved revet bandt Oliver os fast til en dingy mooring. Man må ikke kaste anker her, da det ødelægger revet. Vi havde det nu også godt med at kunne binde os fast, det blæser ret kraftigt herude, da Tobago Kays ligger direkte ud til atlanten, så det er kun revet der skærmer for vinden og da det jo er lige i vandkanten er det jo kun vandet det skærmer for.


Da vi kom i vandet åbnede der sig en helt ny verden for os! Flotte farver, en million fisk, koraller og det blev bare ved så længe vi gad svømme. Da vi efter 45 min. var på vej tilbage til dingyen, så vi en haj! Den var ca. 2 meter lang og 5-10 meter væk fra os. Først blev jeg vildt forskrækket, Kim havde først ikke set den, men han forstod udmærket hvad jeg sagde til ham. Så så han den også, den var på vej væk, og jeg huskede hvad jeg havde lært til dykker undervisningen, ”forhold dig i ro, og nyd synet!” Men jeg var nu glad for at komme op i dingyen igen.


Da vi var tilbage ved dingyen, kom der en ældre dame hen til os, hun kunne ikke engelsk, så vi tror at hun var svømmet hen til den forkerte dingy, og derfor var for udmattet til at svømme tilbage til sin egen dingy. Så vi tror at hun spurgte om hun måtte få et lift. Vi gav hende i hvert tilfælde et og hun var meget glad.


Vi sejlede hen til en anden morring hvor Oliver og Kim snorklede og jeg slikkede solskin. Igen lige før de kom op, svømmede Kim nærmest ind i en haj. Sikke en dag!


Mandag tog vi alle 4 afsted for først at snorkle med skildpadder og derefter for at snorkle ude på revet. Vi sejlede dingyen helt op på stranden, første gang vi prøver det! Igen er Celeste og Oliver en uundværlig hjælp! En franskmand kom og hjalp os med at få den helt op på stranden. Der var en masse krydstogt gæster på stranden. Vi havde hele morgnen set både fragte alle deres gæster ind til stranden i pendulfart.


Vi var hurtigt i vandet, og kom ud i en ”million” små fisk ca.1 cm. Lange. Efter blot et par svømmetag, så vi allerede en skildpadde. Den spiste af noget kort søgræs der groede på bunden, så den var let at få øje på. Så var der 2, nej, 3 store skildpadder 0g derovre var der også nogle. Så alt hvad vi havde fået fortalt var sandt! Der er bare RIGTIG mange skildpadder på Tobago Cays.


Da vi havde svømmet rundt i en times tid, hvor rørt ved skildpadder, og Celeste og Oliver havde taget en masse billeder, satte vi os på stranden og fik lidt vand og nogle kiks. Mens vi sad der kom der en dingy med 3 mænd fra USA, der skulle kite-surfe. Vi blev for at se hvordan man gør, altså kommer op at surfe. Kim talte med en af dem. Han hørte, at vi talte dansk med hinanden. Det syntes han var sjovt, for det viste sig at han er gift med en dansk kvinde på 30. år som kommer fra Randers. Lidt sjovt! Han kunne sige nogle enkelte ord på dansk og han elskede Danmark.


Så sejlede vi ud til Horse shoe reef, endnu engang en dejlig oplevelse. Vi tog tilbage til båden ved 15 tiden. Her spiste vi den kage som jeg bagte i går aftes. Så pakkede vi dingyen til grill på stranden. Kl. 17 sejlede vi ind på stranden,og fik dækket op. Grillen blev tændt og rødvinen åbnet. Celeste og Oliver løb rundt på stranden og fandt gamle kokosnødder, som de kastede i vandet, kravlede op i palmer og soppede. Dette var hvad vi alle fire havde drømt om. SKØNT!

De røde bøffer (de sidste fra DK) blev lagt på grillen og de sidste 4 pølser, alt sammen gemt til denne lejlighed.


En lokal blev lokket til af duften og hyggen. Det viste sig, at der inde imellem palmetræerne var et køkken, grill og en masse borde. De lavede hummere på grill til frokost og aftensmad. Han syntes at det duftede vidunderligt, og hvis vi havde en pølse til overs, ville han komme lidt senere for at smage. Vi insisterede på at han fik en pølse med det samme. Han inviterede os så over for at se ”restauranten”. Vi så hvordan de halverede de levende hummere og rensede dem i havet. Alle var meget søde, der var en masse grille og en masse hummere blev grillet. Det kostede 50 US$ for hummer med dessert, og vi kunne få det til 45 US$ og Oliver til ½ pris. Det lød rigtigt hyggeligt, men de serverede kun hummer og det kan jeg kan jo ikke tåle:-( Så vi griller kylling på stranden i morgen :-)


Efter en dejlig dag tog vi hjem til Gwendoline M kl.20. Der sad vi på dækket en times tid og nød varmen og stjernerne. Det er sjældent man kan opleve den slags aftner i Danmark!


Efter nogle skønne dage på Tobago Ceys, lettede vi torsdag d. 11. marts om formiddagen anker for at sejle til Bequia. En lille tur på et par timer.


Det var en skøn tur, uden de store udfordringer, vi havde liner ude, men fangede som sædvanligt ikke noget.


På Bequia forsøgte Oliver og jeg at fange nogle hummere. Vi var neddykket i 73 minutter, og brugte de 40 af dem med at forsøge at fange en KÆMPE hummer. Desværre kunne vi ikke få vores hummerefangere rundt om dens hale, og til sidst løb vi ”tør” for luft, og måtte lade hummeren ”løbe”.


Det var sjovt og spændende, men det havde været rigtig godt, hvis vi også havde haft hummeren med hjem.


Søndag d. 14. marts kl. 06.00 satte Lene og jeg kursen imod St. Lucia. Oliver og Celeste sov stadig da vi lettede anker.


Vinden var noget kraftigere end vejrudsigterne havde forudset. Vi havde regnet med en vind fra 90-120 grader og en styrke på ca. 15-18 knob. Vi fik vinden fra det forudsete ”hjørne”, men i styrken 25-30 knob, med stød helt op til 35 knob.


Så det var med rebet storsejl og genua samt fuld messan vi sejlede afsted. Bortset fra de uforudsigelige vindstød, var det egentlig en ganske ”rolig” tur, bølgerne var noget højere end forventet, men Gwendoline M. bjærgede sig fint.


Vi var mest nervøs for om Celeste ville blive bange, men hun tilbragte hele turen nede i sin kahyt, og lagde slet ikke mærke til den stærke vind. HELDIGVIS.


Oliver kom på dæk omkring kl. 09.00, og lidt efter satte han liner ud.


Og så LIGE PLUDSELIG i trædet mellem St. Vincent og St. Lucia var der BID. Det var heldigvis på den store stang med den kraftigste line, og linen blev trukket hurtigt ud.


Så far, råbte Oliver, nu skal vi tage sejlene ind og ligge stille!! Det mente jeg nu ikke rigtigt at vi kunne i den vind og de bølger, så det blev til at vi rebede mere og satte motoren på 1000 omdrejninger. Så havde vi styrefart, uden at sejle alt for hurtigt.


Efter godt en times kamp, fik Oliver den flotte fangst ombord. Det viste sig at være en stor han dorado, 8 kg. Og 111 cm. lang. ENDELIG – efter så mange timers sejlads, indkøb af fiskeudstyr, studeren af lokal fiskelitteratur, prøve, prøve, igen og igen – endelig var fangsten der.


Se videoen og billederne – de siger mere end ord.


Nu er vi så på St. Lucia, ankom søndag d. 14. marts om eftermiddagen. Vi har arbejdet med udstødningen til generatoren, som jeg måtte skære op i flere mindre dele for at få ud. Derefter har en lokal svejtser lavet lidt om på konfiguratioen efter mine anvisninger, således at jeg kunne montere det på en lidt smartere måde. Det passede ikke helt i første omgang, så nu er det hos svejtseren igen, for lige at blive rettet til.


Vi har brugt ventetiden til skolearbejde, besøge Castries igen, få styr på alle vores billeder, og opdatere hjemmesiden.


Vi regner med at stikke af til Martinique om et par dage, for at handle, og så videre til Dominica.


Se de fine videoer af rokken, skildpadderne og Olivers fangst. Klik på billederne for at se billed teksten.