Ja, nu har vi snart været på St.Lucia i 1 mdr.


Da vi ankom d.11.december, gik tiden med at finde vores ben igen, hilse på alle de søde mennesker vi havde mødt i Las Palmas, høre om deres tur og oplevelser og fortælle om vores tur og vores oplevelser. En gå tur op til marinaen, som kun er ca. 200 m, kunne nemt tage et par timer, da vi kun gik et par få skridt, så mødte vi endnu en vi kendte, som lige skulle høre hvordan det var gået for os. Det var en utrolig dejlig oplevelse, den glæde og interesse der strømmede os imøde, og vi nærmest fløj rundt, så høje var vi af, at have besejret Atlanten og den velkomst vi fik i St. Lucia.


Den første uge gik på denne måde, vi havde gæster, var ude og spise, sushi, som Celeste havde drømt om, bøffer og pizza, som vi alle havde drømt om. Vi var til fester og nød i det hele taget bare at have jord under fødderne igen!


Lørdag d. 19.dec. skete så det, som vi alle frygter, når vi er væk hjemmefra!

Kim blev mere end almindelig syg.

Han, Oliver og Simon fra en anden båd, var ude og dykke lørdag formiddag. Da de kom hjem havde Kim lidt ondt i maven, og lagde sig. Lørdag var også den dag hvor der var prisoverrækkelse og afslutning på ARK'en, men Kim var for sløj til at tage med. Derfor tog Celeste og Lene afsted alene, Oliver blev hjemme hos Kim. Heldigvis tog vi tidligt hjem, for da vi, ved 21 tiden, kom hjem, havde Kim fået det værre.

Så Lene gik op for at få fat på en læge. På vej derop mødte hun en fuld mand, som viste sig at være en sikkerhedsvagt. Han fik fat i hans overordnede, som tilkaldte en ambulance. Det gør man åbenbart hernede. Så hjem til Kim for at få ham op på dæk og af båden.

Lene fik fortalt nabo båden, at der ville komme en ambulance, så en af dem kom ombord, og gav Kim noget drikke og snakkede med ham, mens vi andre for rundt for at finde papirer og pakke ting til et hospitals ophold. Naboen fik Kim til at drikke så meget vand, at han kastede op (vi troede, at det var madforgiftning), og da ambulancen kom løftede naboen nærmest Kim ned på båd broen.


Så afsted med fuld udrykning i ambulance, hvor vi 3 heldigvis fik lov at køre med Kim, da hospitalet lå ½ times kørsel væk. Vi kom ind på det offentlige hospital, de var rigtig søde, men der var snavset og det var nedslidt. Da det så, så ud til at udvikle sig til en blindtarmsbetændelse og ikke en madforgiftning, blev vi alvorligt bange, for var dette et hospital hvor vi havde lyst til at Kim blev opereret?


Så Lene gik på jagt efter en telefon, da det viste sig at mønt telefonen i venteværelset ikke virkede, så hun blev nød til at bruge en telefon udenfor. Det var midt om natten og et, syntes Lene, lidt skummelt nabolag. Så Celeste stillede sig, så hun kunne holde øje med både Oliver som lå og sov og Lene. Det var en lidt svær opgave, da Lene skulle rundt om et hjørne for at telefonere. Så efter at have prøvet i 20 min. på at komme igennem til Europæiske, hvor de ikke tog telefonen, tilbød receptionisten på hospitalet heldigvis, at Lene kunne låne hospitalets telefonen. Efter et par forsøg, (det viste sig at Danmark har et ekstra landekode nr. herovre), kom hun igennem. Lene fik OK fra forsikringen om, at vi var dækket og at vi kunne overflytte Kim til et privat hospital. Så ind og udskrive Kim "på eget ansvar", få fat i en taxa, ikke så let midt om natten, og så afsted til det andet hospital.


Så skulle vi igennem hele undersøgelsesfasen igen, men lægen på det offentlige hospital ville ikke operere før om morgnen alligevel, så vi tænkte, at så akut var det heller ikke. Så efter den første journal skrivning, skulle vi lige betale 800 US$ før de ville fortsætte med flere undersøgelser, og Lene skulle skrive under på, at hun ville dække alle omkostninger der måtte komme. Lene fortalte at vores forsikring ville stille en bankgaranti, men det var ligegyldigt, vi blev nød til selv at betale og så selv få pengene fra forsikringen bagefter, også da hospitalet selv senere talte med forsikringen, var der ikke noget at gøre.


Kl.9 blev det besluttet at operere kl. 11, på det tidspunkt var Kim så smertedækket og havde det så godt, at han selv kunne være med til at tale med både kirurgen og narkoselægen, de var begge utroligt behagelige og virkede meget kompetente. Lene fortalte om Kims nakkebrud, og narkoselægen var meget grundig med at undersøge hvor langt Kim kunne tage hovedet tilbage. Han fortalte at han havde arbejdet på Karolinska universitets hospitalet i Sverige i 2 år, det var meget betryggende, da det er et af de mest anerkendte hospitaler i verden.


Kl. 11.30 blev Kim kørt til operation og kl. 13 var han tilbage. Efter at have sikret sig, at Kim havde det godt og at det hele var gået, som det skulle. Tog Celeste, Oliver og Lene en taxa tilbage til båden, fik lidt at spise og skiftet tøj. Oliver og Lene skulle lige op og købe noget vand, da vi møder en mand der kommer ud fra et kontor, og han spørger hvordan det hele går. Vi troede, at det var en som havde været med ARK'en over, og svarer at nu går det OK. Han bliver overrasket og spørger hvorfor kun OK? Vi fortæller ham om Kim og vores nat. Det viser sig at det er bestyren af marinaen, og han arrangere, at vi kan blive kørt gratis til hospitalet og hentet igen, når vi har brug for det, og at vi bare skal sige til, hvis vi har brug for hjælp til andre ting. Det er godt nok noget der varmer.


Søndag aften tog vi ind for at besøge Kim og igen dagen efter. Da vi kom ind kl. 16 fik vi at vide at Kim gerne måtte komme hjem. Så det var dejligt.


Så fik vi travlt med at få alt klar til juleaften, og det lykkedes os at få fat i en and, den smagte vidunderligt, og Kim var med hele aftenen, han lagde sig lidt før vi "dansede" om juletræet. Det er fordelen ved at sidde i sofa ved spisebordet. Vi fik ris'a'lamande og Lene fik mandlen. Det eneste vi ikke nåede, var at lave konfekt af det marcipan vi havde med hjemmefra.


Celeste og Oliver havde gjort en kæmpe indsats for at købe gaver fra Kim og også vores pakkelegs gaver. Så vi kunne lege pakkeleg både d 24. og 25.


Den 27. havde vi besøg af Naja, Rikke og Claus, en dansk familie, som de sidste 16 år har boet på forskellige øer her i Caribien. Vi fik julefrokost, men hjemmebagt rugbrød, og danske hvide sild og karry sild, som vi kunne købe i det lokale supermarked. Vi havde lavet flæskesteg og vi havde frikadeller i fryseren, og noget dåseleverpostej. Vi fik også frugtsalat og ost. Men ingen snaps, vi havde ingen!


Onsdag d.30. tog vi på hospitalet til kontrol, Kim fik fjernet stingene og alt så fint ud. Men Kim må ikke bade og være fysisk aktiv i 3 uger, og ikke sejle for sejl i et godt stykke tid.


Nytårsdag kl.13 gik vi op i marinaen for at se om vi kunne se Dronningens nytårstale, vi er jo 5 timer bagud fra Dammark! Det kunne vi ikke. Men Oliver fandt ”90 års fødselsdag” på YouTube, så den fik vi da set! Det var dejligt.


Nytårsaften blev en meget stille aften. Vi spiste lækker mad, Kim og Lene fik et glads af den vin, Celeste og Oliver havde givet os i julegave. Da vi havde ryddet op, gik vi ned for at se en film, da klokken nærmede sig 24, gik vi op på dæk for at se fyrværkeri, det var meget flot, men der var en del både der fyrede nødraketter af, det syntes vi var meget ubehageligt.

Fyrværkeriet var færdigt kl.00.30, så der gik vi i seng! Så en meget anderledes nytårsaften end den vi er vandt til! Selvfølgelig fordi Kim stadig var påvirket af sin operation, men også fordi vi ikke kunne købe fyrværkeri som i Danmark.


Tirsdag d. 5. tog vi på sightseeing på øen. Vi startede med at tage bussen fra Rodney Bay til Castrise, som er St. Lucias hovedstad. Busserne på St.Lucia er meget anderledes end busserne i Danmark. Busserne er rent faktisk bare en stor bil med plads til 12 personer incl. chaufføren og ingen ståpladser. Det er meget billigt at køre i bus herovre, 2½ EC$ for turen til Castrise, det er ca. 5 kr.


I Castrise skulle vi videre med en bus til Soufriere som ligger på sydøen, en tur på næsten 2 timer, det kostede 16 kr. pr. person.

Derfra tog vi en taxa til den levende vulkan, som de kalder en ”Drive-inn vulcano”, den udledte en masse svovlsyre, så der lugtede fælt af rådne æg, men var dog rigtigt interresant at se og opleve.


Så var vi i en botanisk have, der var meget smukt, og Naja, som vi havde med fra en anden dansk båd, og som har levet hele sit liv i Caribien, kunne fortælle os en masse om lokale planter og dyr som vi kan bruge på vores videre færd.

KLIK på billederne for at se billedteksten!