Dag 3
Vi er nu på vores 3. døgn over atlanten, vejret er godt, solen skinner, vi har 7,2 m/s vind fra nordøst, havet er næsten fladt, og vi skyder en fart på 5 til 6 knob. Altså en rigtig god start på vores indtil nu længste stræk.

Vi nyder alle roen og tiden til at gøre lige hvad man har lyst til, når man altså ikke lige er på vagt. Men der er en rolig stemning på Gwendoline, vi læser og høre musik.

Vi har alle 4 brug for at tage den lidt med ro, for de sidste 14 dage inden afrejsen har været ret hektiske.

Vi startede med en ret hård tur fra Puerto Rico på sydsiden af øen, til Las Palmas, på nordsiden af øen. Vi havde 5-7 meter høje bølger, og vi fik en forkert sø ind over bagdækket, som rev vores redningsflåde af, og vi ser den puste sig op og rejse sig som den skal, så den virkede altså.

Lene kalder kystvagten, for at fortælle at der ingen mennesker er ombord, de er meget venlige og siger at de vil kontakte os hvis den bliver fundet. En fisker fra Aguinaguin finder den et par dage efter. Vores gode venner Dave og Ellen, som har dykkercente i Aguinaguin, henter redningsflåden og kører den op til Las Palmas for os. Kim får fat i et firma der re-pakker redningsflåder, så skulle at jo være i orden. Men da manden fra re-paknings firmaet kommer, får vi spaniolernes effektivitet at føle! For hvor er plastikcontaineren som redningsflåden var i henne? Ja, den er jo på bunden af havet hvor den burde være!

Jamen det er heller ikke noget problem, han kan sikkert få en container tilsendt fra fastlandet, det tager KUN en måned!

Det kan vi jo ikke vente på, så derfor må Kim have fat i Viking i Danmark. De garantere så at vi kan have den torsdag før afrejse senest fredag. Vi har godtnok kriller i maven, for pakken fra mormor var 14 dage undervejs og pakken til Watermakeren kom aldrig!

Heldigvis kommer den nye redningsflåde allerede onsdag aften før afgang, så vi får nerverne i ro, for nu kan vi alligevel komme afsted.

Vores Watermaker har ikke virket siden d. 16. september, så vi ender med at skrive en mail til tyskerne, om at de enten skal sende en tekniker herned med alle tænkelige reservedele, og få watermakeren til at virke, ellers vil vi få installeret en ny watermaker og sende regningen til dem. Der kommer en tekniker allerede søndag eftermiddag, og han går igang med at kigge på watermakeren samme dag. Han arbejder flere dage med den, og til sidst onsdag formiddag, får han den til at virke. I mellemtiden har han konstateret at vi har hul i udstødningen, så 1,5 meter stålfri udstødningsrør bliver afmonteret og en smed bliver fundet. Smeden får udstødningen mandag aften i den sidste uge, men kan først kigge på den tirsdag aften. Tirsdag sent eftermiddag har smeden kigget på problemet, og konstateret at det ikke kan laves. Så Kim får fat i noget udstødningscement, og får lappet hullerne. Onsdag formiddag, da watermakeren skal testes uden for havnen, kan vi konstatere at cementen ser ud til at virke. Samme teknikker finder også en fejl ved ophænget til generatoren, der medfører at de 2 kileremme gnider imod hinanden, og slides ret hurtigt. Så endnu engang skal der findes et værksted, som kan dreje nogle nye fittings, og de bliver heldigvis færdige tirsdag aften.

Alt imens dette foregår, har vi sikkerhedscheck på Gwendoline, og der bliver fundet nogle småting som skal rettes. Onsdag aften, da watermakeren og redningsflåden er iorden, går vores spildevandspumpe så. ØV. Den bliver heldigvis fikset og leveret fredag aften, som vi skal afsted søndag. Fredag eftermiddag har vi så et ekstra check af rigningen, vi ønsker blot at få bekræftet at alt er i den skønneste orden. Det viser sig at vores forreste rulleforstag, kun 4 måneder gammel er "gået", og skal udskiftes. PANIK! PANIK!

Vi får fat i den lokale sejlmager, og han kommer lørdag eftermiddag, og får lavet rigningen, så vi er sejlklar kl. 20.00 lørdag aften. Oven i alle disse ekstra udfordringer, har vi deltaget i diverse seminarer, sociale sammenkomster, handlet ind til 28 dages forbrug, fået stuvet alle vare af vejen på Gwendoline, checket vejrkort og lagt rute, lavet vagtplaner, gennemgået sikkerhedsrutiner, fået lavet og monteret et nyt stativ til den nye redningsflåde samt en million andre småting.

Det har været 14 ubeskriveligt hårde dage, og vi er glad for at det til sidst lykkedes for os. Der var omkring 8 både der af forskelige grunde måtte opgive at komme med fra start, men Gwendoline var ikke en af dem.

Vi er af løbsledlsen vurderet som en af løbets langsomste både, men vi kan allerede nu konstatere, at vi holder godt trit med mange langt bedre "rated" både, så det er jo ikke så værst.

Dag 6
dag 6, er kommet, og vi er meget tæt på 20 bredde parallel. Det kan mærkes på varmen, her er 24,5 grader varmt, og solen skinner fra en skyfri himmel.

Vinden ligger konstant på 14-18 knob (8-10 m/s). Idag kl. 12.00 er vi gået over på kurs 265, direkte imor St. Lucia. Syd for den 20 bredde parallel er der nemlig ikke den store riciko for uvejr, hvorfor vi nu kan gå mere direkte mod vest.

Vi ved ikke hvordan vi ligger i vores gruppe, den kan du måske checke på http://www.worldcruising.com/arc og give os et hint tilbage.

Vi har fundet ud af at vi havde alt for meget frugt med. Vi har måtte smide en masse ud fordi det var blevet dårligt, selv om vi har spist så meget frugt så selv en vegetar ville synes at det var for meget.

Vores kære Watermaker, som vi fik op og køre ligen start, har produceret rigtig meget godt vand til os lige indtil idag. Nu vil den slet ikke mere.

Vi har dog rigeligt med drikkevare til resten af turen, plus ca 1000-1200 liter tilbage i hovedtanken. Så vi kommer ikke til at mangle vand, og skulle det knibe, så har Lene købt et par rammer øl, og en del vin, som vi i nødstilfælde så må "slå os på".

Gwendoline opfører sig som en drøm, det hele fungere rigtigt godt. Vi checker riggen hver dag, og har kun fundte småting, som vi med det samme har kunnet udbedre. Det er jo en langvarig og hård belastning, der har stået på i nu 144 timer, og der mangler stadig omkring 250 timer før vi er i mål.

Idag fandt vi en lille flyvefisk på dækket, ca. 3 cm. lang. Oliver har fået den til at tørre og hænge op. Vi ser forbavsende mange fugle herude. Både nogle der ligner måger og nogle der ligner svaler. Vi har dog ikke haft besøg af nogen endnu.

Vi ser alle frem til at nyde Caribien. Indtil nu har vi hele tiden haft en deadline vi skulle nå, og det er kun på Maderia og på en uges tid på Grand Canaria, vi har gjort det vi havde drømt om at gøre inden vi tog afsted. Ellers har det været et spørgsmål om at komme videre og vente på det godt vejr/ den rigtig vind. Så vi har været sådan lidt i limbo, for vi har ikke kunnet planlægge mere end 1-2 dage frem af gangen, hvis nu vinden skulle ændre sig. Men nu er vi på vej til Caribien og det går hurtigere end forventet. Vi sejler hurtigere og dagene går hurtigt.

Og så ser alting jo lysere ud i solskinsvejr og 24 graders varme.


Dag 8 - 1700 sømil igen
Så lakker dag 8 mod enden. Kl. er nu 22.45, og vi skyder en god fart, ca. 7 knob, i 18-20 knob vind. Bølgerne er blevet en del højere, så vi vipper rigtig meget, det er ikke så rart, og det gør det svært at sove.

Det har været en dejlig søndag, som startede helt fantastisk.

Lene (som havde vagten fra 02.00-09.00 UTC) overraskede os alle til morgen med friskbagt brød. Så det var en dejlig søndags morgenmad med "scrambled" æg, bacon, kaffe, juice, ost og alt det andet der hører med. Fantastisk at hun havde overskud til også at bage brød, efter at have haft vagt hele natten.

Vi har efterhånden lært at begå os på en båd der hele tiden er i bevægelse, selv om det dog stadig dagligt medfører nogle småknubs og blå mærker.

Særlig slemt var det under tilberedningen af aftensmaden her til aften. Vi skulle have hjemmelavet hamburgers, og til det formål, bagte Lene nogle boller i ovnen. Da hun slukke tage dem ud, vippede båden, og hun fik den varme plade ind på armen, hvor der kom et ca. 7x7 cm stort brændmærke.

Oliver var hurtig, og fik en pose "hurtigkøl" frem og lagt på, og da den ebbede ud efter ca. en time, fik Lene en forbinding med noget specielt "burngel" som afkøler huden, og virker bakteriehæmmende fordi der også er teatree oil i. Det var faktisk første gang vi fik brug for vores kæmpestore førstehjælpskasse. Ja - kæmpestor er vel ikke for meget at sige om en førstehjælpskasse er er 1 meter høj, 50 cm bred og 3o cm dyb. Heldigvis gjorde den hurtige indsats, at Lene undgik de store smerter, og det er forhåbentlig helt væk i morgen.

Vi kunne heldigvis alle nyde frugten af Lenes bagning til aftensmaden, som var en stor success. Det er rart at vi har vænnet os til at sidde i salonen og spise, det gør det hele meget nemmere, end at skulle bære alting op i cockpittet og så sidde og balancere med det hele på skødet, samtidig med at både vipper fra side til side.

Vi har fået watermakeren til at virke igen - dvs. virke delvis, for den skal have nogle pauser, for at kunne producere vand. Idag har den lavet ca. 230 liter vand til os. Det var Celeste meget glad for. Så var der nemlig vand nok til at hun kunne få vasket sit hår. En luksus som ikke alle både det er på vej over atlanten har.

Idag har vi alle hygget os i cockpittet, da der er alt for varmt nede under dæk. Der er blevet læst, solet og fisket. Desværre har vi endnu ikke fanget noget, ud over den lille flyvefisk vi fandt på dækket forleden dag. Vi ser masser af store flyvefisk, men endnu har vi til gode, at en hel flok lander på dækket.

Ifølge vores log, så har vi nu sejlet 3.727 sømil med Gwendoline, siden vi tog afsted d. 10. august. Af disse har vi tilbagelagt de 1.075 sømil siden vores afsejling fra Las Palmas d. 22. november. Det giver en gennemsnitsfart på ca 134 sømil i døgnet, eller ca. 5,6 sømil i timen. Omregnet til landforhold, giver det os en gennemsnitsfart på 10,37 km/t. Det går unægteligt noget langsommere end i Jaguaren derhjemme, til gengæld skal vi ikke ind og tanke op for hver 400 km.

Vi kan se på nattehimlen, at der kommer flere og flere stjerneskud jo nærmere vi kommer d. 4. december, hvor det skulle toppe med 1-3 stjerneskud i timen. Sikke mange ønsker vi kan få opfyldt den nat.

Vejrprognoserne ser heldigvis fine ud. Vinden skulle fortsætte med samme styrke og retningt de næste 48 timer, og vi skulle få solskin og kun spredt skydække.

Så vi ser frem til nogle flere solrige dage med behagelig vind og acceptable bølgehøjder.


Dag 10 - Nattevagt
Så er vi kommet ca. halvejs over atlanten.

Jeg (Kim) er kommet på vagt kl. 02.00, efter nogle dejlige timers søvn. Bølgerne har heldigvis lagt sig, så det igen er blevet et behageligt vipperi, i stedet for den tidligere "kast jer rundt og ind i alting". Vinden blæser stadig med 18-20 knob (9-11 m/s) fra øst, og lige nu er det 24 grader varmt.

Det vrimler med flyvefisk herude, men det er så også det eneste vi ser. Vi har ikke set andre skibe i flere dage, ej heller delfiner.

Maden i går blev ikke til det helt store, dels på grund af vipperiet, og dels på grund af at jeg havde ondt i mavemusklerne af at holde balancen hele tiden. Men et par panodiler og 6 timers god søvn har heldigvis kurreret det lille problem.

Vi har stadig problemer med watermakeren, men vi kan da få den til at lave vand en gang imellem, så det giver heldigvis ikke grund til bekymring.

Og så lige en bøn til alle jer som skriver til os på XPD9764@sailmail.com. "SLET DEN GAMLE TEKST". Vi tager emails ned via radiobølger, og det er en langsom forbindelse - ca. 50-200 bogstaver i minuttet. Derfor er det træls at bruge 3-4 minutter på at hente en mail ned, hvor det meste er noget man selv har skrevet og sendt tidligere. Så derfor husk "SLET DEN GAMLE TEKST".

Forskellen på de forskellige bådes hastighed begynder nu også virkelig at vise sig. Vi manglede 1.615 sømil d. 30/11 kl. 12.00 UTC. Vores venner Ralf og Inge som sejler i en katemaran (nummer 96), har 1.379 sømil tilbage. Vores andre venner Laurant og Guillaine sejler i en Maxi 10.50 (nummer 225), og de har 1.332 sømil tilbage. Så de kommer nok til at vente et par dage, inden vi kommer ind.

Vi er dog helt tilfredse med vores tur indtil nu. Vi valgte fra start at lægge os allersidst i feltet for at undgå det kaos og risici for skader der er ved 225 både samtidig prøver at krydse startlinien. Vi startede i meget let vind 3-4 sekundmeter, og vi bevægede os næsten ikke, og efter et par timer, kunne vi slet ikke se de andre både mere. Vores forventning var derfor at vi nok kom ind som den sidste båd, men det ser ikke længere ud til at være tilfældet. Så vi må jo nok have "overhalet" et par stykker om natten uden at lægge mærke til det.

Derudover er den rute vi har valgt noget længere (ca. 200 sømil) en den korteste rute. Til gengæld har vi det meste af tiden haft behagelige vindstyrker og små bølger, hvilket gør turen så meget sjovere.

Så alt i alt må vores midvejsstatus være at hidtil har turen gået som planlagt, masser af sol og varme, god konstant vind fra den rigtige retning og små bølger. Tid og mulighed for at læse og hygge.


Dag 11 - Vinden er løjet af
Ja - så kom de endelig - DELFINERNE og HVALERNE.

Vi har de seneste 48 timer haft besøg af delfiner 7 gange, i gennemsnit en 1/2 time pr. gang. Det er altid sjovt at se hvordan de leger med bølgerne og båden, laver skinangreb på båden, driller hinanden, og i det hele taget ser ud til at have det "skide skægt". Man kan ikke lade være med at blive i ekstra godt humør, når man ser de legesyge dyr boltre sig i vandet.

Vi så flere forskellige slags delfiner, senest nogle meget store nogen 2,5-3 meter, med hvad der ligner en gullig stribe på ryggen mellem blæsehullet og rygfinnen. Det er første gang vi har set den slags delfiner.

D. 1. december omkring kl. 10.00 UTC fik vi så følgeskab af 2 hvaler. De var ca 5-7 meter lange, havde korte hvide finner/luffer, en forholdsvis lille rygfinne, og en tilspidset mund. Hvis nogen ved hvad slags hval der er tale om, må I gerne skrive det til os. De holdt os ved selskab i over 5 timer, hvor de dykkede under båden fra siden, forfra, bagfra eller bare svømmede stille langs med den. Det var meget facinerende. På et tidspunkt troede vi at de var svømmet væk igen, og Celeste sad alene i cockpittet og havde vagt. Hun sad og læste i sin bog, og lige pludselig var hvalen lige ved siden af Gwendoline, og pustede, så Celeste næsten fik vanddråber på bogen. Se det var en rigtig hvalhistorie fra det virkelige liv på "søen".

Vores watermaker gik også helt helt i sælsving d. 2. dec. Lene startede den om morgenen, da vi startede generatoren, lige som vi plejer. Men til forskel fra alle de andre dage, så blev den ved med at producerer vand, helt indtil kl. 21.00 UTC, hvor vi slukkede for den igen. Det var dejligt, for så fik vi fyldt hovedtanken op til 3/4 fuld ca. 1200 liter. Vi fik fyldt alle vanddunke, og drikkevandstanken er også fyldt. Så nu har vi vand nok til at vi kan tage et rigtigt bad, og ikke nøjes med etagevask.

Efter en sløj maddag i mandags, tog vi revance igår. Lene fik bagt boller og pølsehorn, og til aftensmad fik vi svinemørbrad i figensovs med hele syltede figner og ris til. Se det var lækkert :-)

Vi begynder alle at se frem til at komme i land. Vi kan alle mærke, at kroppen er ved at blive lidt "stresset" af den konstante bevægelse, selv i søvne. Vi snakker om hvordan vi skal bruge en hel dag på bare at ligge stille og nyde at vi "RENTFAKTISKLIGGERSTILLE", se fjernsyn, spise slik og andre usunde ting.

Vi er begyndt at høre vores jule cd'ere. Det er lidt underligt at synge julesange med solen højt på himlen og 26 grader udenfor. Men vi er alligevel ved at komme i julestemning, om ikke for andet, så fordi vi alle 3 (Oliver, Celeste og Kim), til vores store overraskelse fik en kalendergave af Lene d. 1. dec. Vi fik hver en CD, som vi havde ønsket os, Celeste fik "Den lille havfrue", Oliver fik "Robin Hood" tegnefilmen og jeg fik en CD med 4 afsnit af NCIS.

Se så er det nemt at komme i julestemning. Desværre havde vi ikke noget til Lene, så hun fik et stort "sandwichkys" af Oliver og mig - det var hun vist også glad for.

Månen er tæt på fuld, så det er meget lyse nætter vi har for tiden. Det gør også, at stjernehimlen er meget sparsom, og vi ser ikke det væld af stjerneskud som vi havde regnet med. Til gengæld er det nemt at orientere sig og holde udkig.


Dag 12 - 1073 sømil igen
Så er vi igang med dag 12 på turen. Vinden er løjet lidt af, så vi sejler kun mellem 5 og 5,5 knob. Vi håber stadig på at komme i mål d. 11. december om eftermiddagen, men det kan blive svært, hvis vinden forbliver på de 10-14 knob, som den har ligge på de sidste 2 døgn.

I nat kom regnen også. Det er et stort udbredt skydække som sender en stille lun heldagsregn ned over os. Det er egentlig ikke ubehageligt for det er stadig varmt, men luftfugtugheden er steget gevaldigt.

Heldigvis har vi vores gode affugter, som kører lige så snart vi har generatoren tændt, så vi holder luftfugtigheden nede.

Igår fandt vi også ud af at vi er genstand for en artikel i baadmagasinet.dk. Det var min tidligere kollega fra SAP Jørgen Melchior, der lige pludselig sendte en mail til os og ønskede os en god tur. Taknemmelig og overrasket skrev jeg tilbage og spurgte hvor han havde hørt om vores jordomsejling.

Han sendte en kopi af en artikel tilbage, hvor man i baadmagasinet.dk d. 2. december skrev om vores tur over atlanten med ARC'en. Tænk at være genstand for en artikel og så ikke engang vide det selv. Det var lidt underligt. Så var det mere ligetil, da vi blev interviewet i Las Palmas, og kom med i en helsides artikel med billede og det hele om ARC'en, som jo er en stor årlig tilbagevendende begivenhed i Las Palmas GC.

Ellers er der ikke sket så meget. Vi har fundet ud af at vi har rigeligt med mad og drikke, til mindst en tilsvarende tur, så vi kommer ikke til at skulle ud og købe ind de første mange dage vi er på St. Lucia.


Dag 14 - Vi kom igennen tordenstormen
Natten til lørdag, kom uvejret. Det startede allerede om aftenen ved 19-tiden, med lyn i det fjerne nord for vores position. Vi tog den store genua ind, da vi var blevet anbefalet at rigge and til uvejr så snart vi så det, også selv om vi ikke regnede med at komme ind i det. Hele aftenen sejlede vi langs med uvejrsfronten, og da jeg overtog vagten kl 02.00 var lynene ebbet meget ud, at vi troede vi var sluppet med skrækken.

Men så ved 3-tiden, vendte vinden i løbet af få minutter om i nord, og steg til en vindstyrke på 35 knob - (20 sekundmeter). Havet blev pisket op til store bølger, og automatpiloten opgav at styre Gwenddoline M. Derpå fulgte der et par timers hård sejllads, hvor vi prøvede at styre syd for uvejrscentrummet, så lå lige ret (vest) for os. På grund af bølgerne og vinden blev vi nødt til at styre en kurs 170, selv om det bragte os væk fra vores mål. Efter et par timer var bølgerne og vinden blevet nogenlunde stabile (25 knob), så vi kunne igen sætte automatpiloten på. Det var dejligt, for mine arme var helt ødelagt af anstrengelse, og jeg havde tabt mindst 2 liter væske i sved, der lå i en stor pøl på gulvet rundt om mig.

Ved 8-tiden flovede tordenvinden langsomt af, og passatvinden kunne igen blæde fra øst, og ved 10-tiden kunne vi sætte kurs 263 og fortsætte imod St. Lucia.

Vi var lykkelige for at have fulgt ARC'ens råd om at rigge an til storm, selv om man tror at uvejret passere uden om en. Vi blev totalt overrasket at den voldsomme vind, og det ville have været rigtigt problematisk at rigge om i den stærke vind og de store bølger. Og vores strategi med at sejle væk fra uvejret viste sig også at være en klog beslutning. Der var flere ARC både, der sejlede igennen uvejrets centrum, og oplevede vindstyrker på op til 50 knob. Mindst en båd fik beskadiget riggen, så man må sige at vi slap let igennem stormen.

Igår lørdag var vi så flade efter nattens anstrengelser, så derfor er det først idag, der kommer en update.

Da vi så igår lørdag eftermiddag lavede vores daglige rig check, sejlede vi lige forbi en hav skildpadde. Lene fik først øje på den, den var bare et par meter fra Gwendoline M. og hun råbte op, så vi alle nåede at se den, inden den forsvandt i vores kølvand.

Ellers er både delfiner og hvaler en daglig tilbagevendende begivenhed som man aldrig bliver træt af. Vi er nu nået til 16.00.00N og 47.14.18W, og solen er så småt ved at stå op her kl. 09.21 UTC. Gwendoline M.'s skibsur står på 07.21, da vi satte uret tilbage ved 30 grader vest, og igen ved 45 grader vest.

Varmen er blevet permanent, vandet er 26 grader varmt, og luften her til morgen er allerde på 25,5 grader, før den daglige solopvarmning.


Dag 18 - Vi nærmer os hastigt St. Lucia
S
å er vi på dag 18. Kl. er 02.45 lokal tid, 05.45UTC tid. Vi har været afskåret fra at sende mails på grund af overforbrug. Vi har 90 minutter om ugen til rådighed, men de var hurtigt opbrugt, så efter 6-7 dage med advarsel, blev der lukket for tilgang for 4 dage siden.

Men der har nu heller ikke været det helt store at fortælle om. Vi har sejlet i magsvejr siden tordenstormen natten til d. 5. dec. Igår d. 9. dec. faldt den store spilerbom pludselig af. Vi fik afprøvet vores "alle mand på dæk" signal, som virkede helt efter hensigten. Vi fik bjerget bommen, og det viste sig at den dobbeltsjækel der forbandt sejlet og bommen var knækket. Et par nye sjækler blev sat i sejlet og spilerbommen kom på plads igen efter en 1/2 time. Det hele blev klaret uden at skifte kurs eller tabe fart.

Det forløbne døgn har budt på rigtig god vind, så vi har holdt en gennemsnitsfart på lidt over 7 knob, hvilket nok bliver vores hurtigste døgn hidtil. Vores hurtigste døgn indtil nu var 30/11-1/12 hvor vi tilbagelagde 164 sømil. Hvis vil holder vores fart de næste 6 timer, vil vi dette døgn have tilbagelagt tæt på 169 sømil. Vores langsommeste døgn var 4/12-5/12 da vi løb ind i tordenstormen. Det døgn tilbagelagde vi kun 122 sømil.

Vi har fået en del flyvefisk på besøg, de fleste ude på dækket. Forleden aften, mens vi sad i cockpittet og så DVD-film, kom en flyvefisk flyvende ind fra agten, ramte Lene i hovedet, og landede helt inde i førerhuset. Vi blev selvfølgelig først noget forskrækket, men så brød vi alle ud i store grin, for det så sjovt ud, som den lå der på dørken og prøvede at flyve væk igen. Efter lidt mere latter, blev den hevet ud i vandet igen.

Vi er nu rigtigt begyndt at snakke om, hvad vi skal ud og opleve, når vi nu kommer til St. Lucia. Vi glæder os alle meget til at få land under fødderne igen. 19 døgn på vandet er rigtig lang tid, og vi kan mærke at vores ressourcer er ved at være brugte. Så giver det ekstra krafter og godt humør, at snakke om alle de gode oplevelser, der ligge lige henne om hjørnet og venter på os.

Himlen er delvis stjerneklar og temperaturen ligger på 26 grader, så det bliver ikke koldt om natten. Vi har en østlig vind på ca. 10 sekundmeter og bølgerne er ca. 2-3 meter. Alt i alt en dejlig og rolig sejlads.

DAG 19
Fredag morgen, lidt f

ør det allerførste spæde mogenlys, kunne vi se St. Lucia på bagbordsside. Det var helt fantastisk at se land igen, efter næsten 19 døgn på havet.

Lene vågnede selv, og børnene blev vækket kl. 05.30 lokal tid, og der var almindelig søvnig glæde over at se land så tidligt. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi regnet med at være i mål så hurtigt.

Til at starte med havde vi beregnet en gennemsnitsfart på 5 knob, hvilket ville give os en sejltid på 23,5 døgn. Så vi havde sat vores forventninger til at ankomme omkring d. 15. december.

Efterhånden som vi fik tilbagelagt flere og flere sømil, begyndte det at ligne den 12. december, eller måske allerede d. 11. december om aftenen. De sidste 4 dage, regnede vi med at lande i St. Lucia d. 11. december i løbet af eftermiddagen. Men de sidste 2 døgn gik så forrygende hurtigt (tæt på 170 sømil/døgn), at jeg den sidste nat rebede begge forsejl ca. 1/3 del, for ikke at ankomme til St. Lucia i mørke.

Alligevel kunne vi, kl. 06.20 melde til "ARC Finish line" at vi var ved 5-sømil mærket. Vi begyndte at omrigge sejlføringen fra plat læns til en halvvind på bagbord halse.

Det blæste ret kraftigt, mellem 11 og 13 sekundmeter, og begge spiler stager havde sat sig fast, så de var umulige at få løs fra sejlet. Efter noget masen frem og tilbage med den store spilerbom, faldt hejset til den ned. Heldigvis blev den på masteskinnen, og da det lykkedes at få den løs fra sejlet, kunne Kim manuelt skubbe den op på plads. Det blev til nogen dansen frem og tilbage på dækket, da bølgerne stadig var 3-4 meter høje.

Derefter skulle vi have den lille spilerbom af, hvilket viste sig at være lige så vanskeligt. Så vi måtte rulle sejlet helt ind, så måtte Kim kravle op på forstaget i 3 meters højde overdækket, klamre sig fast, og med en tang løsne sjæklen i sejløjet. Lene legede superwoman/frihedsgudinden på dækket, og holdt en hånd under spilerstagen for at "gribe" den, da den gik løs fra sejlet. Den kom heldigvis løs efter kun et par minutters nervepirrende, rystende, hoppende og dansende fælles indsats, og så kunne den hejses på plads ved masten, efter at havde siddet og spilet genuaen ud i 19 dage.

Så skulle storsejlet ud, og den lille genua kom ud igen, denne gang uden spiler stage. Kursen blev lagt om til 180 grader, og så gik det lystigt i 12-13 sekundmeter vind, på tværs af de høje bølger, med lønningen kun lige over vandet de sidste 2 sømil imod målet.

Da Lene så kaldte "ARC FINISH LINE" ved 2 sømil mærket, blev der svaret "Godmorgen Gwendoline - vi er parat til at tage imod jer - og I holder en fin kurs lige imod mållinien". Tænk at blive budt velkommen på DANSK - se det var en dejlig overraskelse.

Kl. 07.41.39 krydsede vi så mållinien på en bidevind, bagbord halse, og med en fart på 4.5 knob, præcis 19 døgn (på nær 1 time 18 minutter og 21 sekunder) efter vi havde krydset startlinien i Las Palmas GC.

Vi havde tilbagelagt de 2800 sømil med en gennemsnitsfart på 6,2 sømil - rigtig meget hurtigere end vi havde regnet med, helt uden brug af spiler, genarker, parasailer, code-1 eller andre monster store forsejl. Vi har de seneste 19 dage tilbagelagt ca. lige så mange sømil, som vi tilbagelagde i perioden 10. august til 22. november, altså fra Danmark til Gran Canaria.

Vores totale antal skader kan opgøres til et nedfaldet spilerbomhejs, en knækket dobbeltsjækel, en revne i spilerbom skinnen, samt en ødelagt topstopper på spilerbomskinnen.

Efter at have krydset mållinien for sejl, blev sejlene rullet ind, motoren blev startet, og vi sejlede ind i havnen - Rodney Bay Marina. Her blev vi tilråbt af lokale fra både højre og venstre "Welcome - Well done, Congratulations on your parssing". Store glade smil lyste os i møde, kollibrier summede i blomsterne ved vandkanten, duften af mad, krydderier, bål, landjord, smukke farver, sikke en forskel fra havets ubrudte turkisblå farve.

Da vi kom lidt længere ind i havnen, så vi først Ralf - vores tyske ven fra La Medianoche, stå inde på broen og vinke til os. Alle de ARC både vi passerede, råbte, huejede, båttede og vinkede i en skøn kakofonisk symphoni af glade lyde, fantastiske farver, varme og glæde - det var svært ikke at knibe en tåre af bare glæde og en fantastisk uforklarlig følelse af stor lykke.

Sekunder efter fik vi øje på Laurant og Guylaine, som også stod på kajen og tog imod os. Vi sejlede videre og blev nærmest dirigeret igennem en allé af smilende og vinkende lokale folk og ARC deltagere, horn, klokker, klappende hænder og glade tilråb, indtil vores plads ved ponton D plads 14.

Her stod så en velkomst komite fra Rodney Bay Marina, fra ARC'en samt alle vores venner, med frisklavet rompunch, hjælpende hænder, en kurv med frisk frugt, en kæmpe "champagneflaske" med Heineken øl, masser af kys og kram - snøft - det er vist på tide med endnu en lille tuder.

Se sådan er det altså her på Paradise Island a.k.a. St. Lucia.

Resten af formiddagen gik med at inklarere, betale havneafgift, snakke med ARC kontoret, samt snakke med alle vores medsejlere og høre deres historier om deres overfart. Vi gik rundt i en rus - helt uden alkohol - det var bare en fantastisk følelse, blandet med lettelse, og træthed.

DAG 20
Efter en HELTFANTASTISKOGUDENSAMMENLIGNINGDENBEDSTENATTESØVNNOGENSINDE - en nattesøvn hvor man lå helt stille, blev slet ikke kastet rundt i, ind i, ud af, men bare lå helt stille, ingen "katastrofehorn", ingen selvstyrearlarm, ingen lytten til tiltagende vind, ingen store bølger klaskende ind i siden på Gwendoline, ingen "nu skal du op og have vagt", men bare sove - og sove - og sove - som et lille barn i barnevognen - helt roligt og trygt.

Efter en lækker brunch med æg, bacon og "det hele", gik det meste af dagen med småsysler, samt snakke med andre ARC deltagere, nyde at vi ikke konstant blev kastet "rundt i, ind i, ud af" men blev siddende eller stående hvor man sad eller stod, indtil man selv besluttede at flytte sig.

Om aftenen tog vi på "The Edge" - en Sushi restaurent efter Celestes ønske. En stor success, med virkelig lækker mad og god betjening. Restaurenten er ejet og drevet af en svensk kok, og vi fik reserveret bord til d. 18. december, hvor vi skal til skandinavisk julefrokost med sild, øl og snaps - i 28 graders varme - det bliver en speciel oplevelse.

DAG 21
Efter endnu en god morgenmad med æg og det hele, skulle Gwendoline lige have en kærlig hånd. Kort efter starten fra Las Palmas GC. opdagede vi at multifunktionsfaldet i messanmasten havde snorret sig rundt om styrbords vindmølle. Det var ikke rigtigt muligt at få den fri, så vi måtte "ofre" faldet ved at trække det helt op i masten.

Det skulle vi jo gerne have ned igen, så messan sejlet blev taget ned, blot for at kunne konstater at vi ikke kunne bruge sejlhejset til at hejse nogen op i masten.

Ralf kom forbi i sin jolle, og vi stod lidt og diskuterede hvad man kunne gøre. Pludselig kom Maria - en 60-årig lokal dame gående forbi. Ralf kendt hende og spurgte om hun ikke kendte en lokal und mand som kunne kravle op i masten? Jo - det gjorde Maria da så sandelig, og 5 minutter senere kom hun tilbage med en.

Med mastestolen fastgjort til flaglinen som "sikkerhed", kravlede han så op i messanmasten og fik fat i faldet, fæstnede faldet til mastestolen og så roligt ned igen - det hele var overstået på 10 minutter.

Oliver fik pakket gummibåden ud og ned på broen. Derefter blev bunden samlet, og gummibåden pustet op. Derefter lige et eftermiddagsbesøg på den lokale café. Bænket med isvand, fik vi endelig forbindelse med internettet, og Irma og Max fik et ring, mails blev downloaded, og vi fik set alle de fine hilsner i vores gæstebog.

Celeste og Oliver smuttede hjem, Celeste for at bage cockies til senere - vi skulle over til Laurant og Guylaine og have champagne. Ralf kom forbi, og Kim og Ralf fik lige et par øl, mens Lene smuttede hjem for at bade.

Senere gik vi over til MiniMaxi med Laurant og Guylaine samt deres børn Theo og Paula, for at drikke den flaske champagne, vi egentlig skulle have nydt i Las Palmas GC., men det nåede vi aldrig, pga. alle de problemer der lige pludselig væltede ned over os.

Det blev til nogle hyggelige timer, hvor vi bl.a. h

ørte om at Laurant efter 5-6 dages sejlads pludselig fik et frygteligt anfald af nyresten med voldsomme smerter til følge. Heldigvis havde de stærk smertestillende medicin med ombord, og efter en god nats søvn, delvis bedøvet, havde stenen passeret og smerterne var væk igen.

Vi hyggede os så meget sammen, at vi besluttede os for at tage sammen på restaurant og spise aftensmed, så da vi kom tilbage til Gwendoline ved 23-tiden, kunne Oliver knap nok holde sig oprejst af bare træthed.

DAG 22
Efter endnu en pragtfuld nats søvn, vågnede Lene og jeg så tidligt. Vi fik gjort rent i det sturverum hvor vi havde haft vandmeloner. På turen over, var den ene vandmelon blevet "flydende", så det lugtede ikke så rart. Køkken og salon blev også gjort grundigt rent, og så blev der pyntet op med julepynt.

Oliver blev hejst op i messan masten for at fastgøre et ekstra fald, bagerst på masten. Så behøvede vi ikke at bruge det forreste fald til at hejse påhængsmotoren op og ned, med riciko for at få det viklet ind i vindmøllerne igen. Motoren blev monteret, og vi kom ud og bade - det var dejligt. Så hjem og snuppe en lille "morfar", og om aftenen på pizza bar. Desværre viste det sig at det ikke var rigtige pizza restaurenter, men mere en slags pizza "take away", så de levede ikke rigtigt op til Olivers ønsker. Til slut fandt vi en lokal restaurant som havde både sushi, steaks, grillede rejer og lækker kylling - så vi fik alle noget vi kunne lide.