Biscayen - here we come.

Biscayen - berygtet og berømt for sin uberegnelighed, store bølger, hårde vejr.

Vores mentale milepæl - vi skal krydse Biscayen helst i juli måned, senest i august måned, helst ikke i september og slet ikke i oktober eller senere.

Tirsdag den 8. september 2009 kl. 10.05 tager vi afsked med Sandy og Richard og sætter kursen imod Biscayen. Vi har checket vejrkort de seneste 3 dage, og vi skulle få et højtryk ind som skulle give os vind fra nordvest - altså vind skråt ind fra styrbord. Vinden skulle så dreje om i nord, for til sidst at ende i nordøst, altså helt perfekt, når man skal sejle en sydvestlig kurs. Vinden skulle ligge på omkring 8 meter pr. sekund - perfekt for Gwendoline M - som kræver over 5 meter pr. sekund for at kunne gå fornuftigt for sejl.

Vi kommer afsted på en vestlig kurs (263) i næsten vindstille, altså mortor sejlads, men i strålende solskin. Da vi ca. kl. 12.00, efter 12 SM, går over på en mere sydlig kurs (174), ind i Chenal du four er det blevet tåget, og vi får virkelig afprøvet vores Furuno Navnet 3D udstyr med den integrerede radar. Til tider er sigtbarheden helt ned på under 50 meter.

Pludselig bliver vi kaldt på VHF'e, af den franske "coastguard". De vil gerne have at vide hvilket slags skib vi er, hvor store vi er og hvor vi er på vej hen. Det viser sig at vi er på vej lige ind i en kapsejlads, og "coastguard"'en beder os om at holde skarpt udkig. Lene og Celeste går op i stævnen, og de næste par timer er der nervepirrende sejlads imellem klipper, stærk strøm, tæt tåge og en masse kapsejlere, som flere gange slet ikke giver et "blip" på radaren, men spottes af Lene og Celeste.

Da vi er ude af det tætte sejlløb (Chenal du four), kommer solen frem igen, og vi sætter kurs 220 for at omgå Raz de Sein løbet. I disse smalle løb, Chenal du four og Raz de Sein, løber strømmen med tidevandet og det går stærkt, helt op til 6,5 knob. Vi har timet det således, at vi fik medstrøm i Chenal du four, men nu vender tidevandet, og vi vil få modstrøm i Ras de Sein, hvorfor vi har lagt ruten vest om øen Ill De Sein, og undgår derved løbet. Så kl. 14.00, efter 32SM,  går vi over på kurs 224, og det går rask sydvest på. Vi holder skarpt udkig efter delfiner, de skulle jo findes her i området. Kl. 17.00 (efter 50SM) runder vi Ile De Sein, og mærker hvor stærk tidevandsstrømmen her i området er. Vi er helt nede på 2-3 knob for motor i 15-20 minutter, inden vi kommer fri af øens tidevandsstrøm.

Så bliver havet helt fladt, og VI ER NU UDE I BISCAYEN. Vi får dejlig varm aftensmad, og nyder rigtigt livet. Lene og børnenes angst for igen at blive søsyge er helt forsvundet - og livet er bare dejligt. Kort før solnedgang får vi endelig besøg af DELFINER - juhuuuu. Vi er helt oppe og køre, det er en flok på ca. 10 individer, og 4-5 af dem leger foran Gwendolines stævn. De bliver hos os i ca. 10 min. så stikker de af igen. DET VAR FEDT.

Kl. 4 om natten, kommer vinden endelig - 10-12 meter/sekund. Den kommer fra nordøst som forventet, og vi går som planlagt over på en kurs 210 for at få vinden ind agten fra. De næste 70SM er ikke sjove. Bølgerne er efterhånden kommet op på 5 meters højde, og de kommer i tæt rækkefølge ind agten fra. Vi har begge bomme slåt helt ud til hver sin side, hvorfor de ikke giver nogen form for sidestabilitet. Det betyder at vi ruller som et lille barns "væltedukke" - og ALT som ikke er spændt helt fast, vælter rundt. Det er helt umuligt at sove, da man hvert andet minut bliver væltet ud af sengen, mad? glem det - toilet ha ha - bare prøv.

Så efter 10 timers vælten rundt, beslutter skipper at starte motoren, ændre kurs, så vi kan gå på en agten for tværs, og derved stabilisere Gwendoline, så det forfærdelige rulleri stopper. Vi har nu tilbagelagt ca. 200SM, så der er "kun" 160SM tilbage eller omregnet til tid, ca. 26 timer.

Lyspunkterne var dog at vi fik besøg af delfiner 2 gange i løbet af natten. Den ene gang blev de hos os i mere end en halv time, og Lene kunne høre igennem skroget, hvordan de kommunikerede med hinanden.

Ved ca. 17-tiden bliver vi kandt over VHF'en. Det er La Medianoche - en tysk katemaran vi mødte i Cherbourg. De er mand og hustru, som i 3 år har planlagt at leve af at sejle turister rundt i middelhavet i deres nybyggede katemaran. Vi kan se deres navigationslys hele vejen til La Coruña, det giver en hvis trøst. De synes også at bølgerne er umanerlig høje, og træthed, søsyge og almindeligt mismod præger også deres båd. Lidt rart med et par lidelsesfæller på vejen. Senere får vi at vide, at vores navigationslys var deres psykiske styrke den anden nat i Biscayen.

Vi småjusterer hele tiden kursen, efterhånden som vinden drejer mere om i øst, således at vi hele tiden får støtte i sejlene. Til gengæld giver det ikke megen fremdrift, så vores kære 130 heste repræsenteret i vores 6 cylenderede Mercedes diesel motor får lov til at arbejde.

En times tid før vi kommer i havn mærker vi det. Vi er kommet ned til varmen. Solen skinner fra en skyfri himmel, og den sidste time før vi når havn, smider vi mere og mere af vores tøj - det er simpelthen for varmt. Til sidst går vi i havn iført t-shirts, bukser og redningsvent. Væk er uldtrøjerne, olietøjet, halstørklæderne, hanskerne, de klaprende tænder, søsygen, mismodet, trætheden. Det er fantastisk hvad solen gør ved en.

La Medianoche med Inge og Ralf om bord, sejler lige foran os ind i havnen. Ralf har kontaktet havnefogden og reserveret 2 pladser til os (3 faktisk - han bruger jo 2) - lige ved siden af hinanden.

Da vi ENDELIG lander i La Coruña kl. 15.15, har motoren kørt ialt 43 timer, ud af de 53 timer turen tog. GOD MOTOR.

Vi er trætte, udmattede, lettere søsyge, snavsede, svedige OG HELT VILDT STOLTE.

VI HAR BESEJRET BISCAYEN - JUHUUUUUUUUUUUUUUU.

Nu venter portugisernorden på os, og rent magvejrs sejlads fremover.

Men alt har en pris. Bl. a. finder vi ud af at reperationen af udstødningssystemet i l'Aber Wrac'h ikke holdt. Vores lænsepumpe lænser ikke mere, og vores watermaker laver ikke vand, benzintilslutningen på påhængsmotoren er revet i stykker af bomskødet til messanmasten.

Vi møder 3 danske både i La Coruña, bl.a. Rikke og Per med børnene Johan (på Olivers alder) og lillesøster Rose - 8 år.
Desværre for Johan og Oliver, skal de afsted allerede dagen efter - surt, når man nu endelig finder en ven på sin egen alder og fra sit eget land.

Så heldigvis er der masser af pligter at gå i gang med. Men efter turen over Biacayen har vi brug for at lade op. Så fredagen går med at rydde op efter turen. Lørdag kommer gummibåden i vandet,  benzintilslutningen fra den lille påhængsmotor bliver flyttet over på den store og vi sejler til stranden, hvor vi slikker sol og bader hele eftermiddagen.

Om aftenen går vi på fin restauent. Oliver har nærlæst den lokale restaurent guide på engelsk, og udvalgt 3 restaurenter vi skal vælge imellem. Det bliver en helt forrygende aften med en KÆMPE platte med alt-godt-fra-havet til Oliver, Celeste og jeg, og en rigtig lækker tallerken med laksesteaks til Lene. Super betjening med sjov og skæg.

Vi får fremskaffet noget udstødningscemet efter en længere bustur byen rundt. Vi finder en ny slange til lænsepumpen, og derefter går der 3 dage nede i motor rummet med diverse reperationer og problemafhjælpninger.

Vi kan ikke få watermakeren til at virke, pontonvandet er fyldt med klor, så vi bruger en del tid på at slæbe drikkevand ombord. Træls - det var jo lige det vi gene ville undgå. Så Yachtwerft Klemens bliver kontaktet via vores Skype telefon, og får opgaven med at finde ud af hvad vi nu gør.

Havneanlæget i La Coruña er helt nyt, kun 1 år gammelt. Til en pris på €24,50 om dagen, super lækre faciliteter så som flotte baderum, 32A strømtilslutning på kajen, aflåst pontonområde, gratis supereffektivt trådløst internet, går der 8 dage, før vi føler trang til at komme videre.

Oliver fanger helt friske og lækre blåmuslinger efter anvisning fra Johan, Lene tilbereder dem, og jeg spiser dem med stort velbehag. LÆKKERT.

Lige inden vi sejler afsted, tanker vi 490 liter diesel, heldigvis til kun €0,99/liter. En dyr tur over Biscayen.

18. SEPTEMBER: La Coruña til RIA DE CAMARINAS
Så fredag d. 18. september kl. 11.40 sætter vi kurs imod Ria de Camariñas - ca. 50SM mod sydvest - lige nord for Cap Finisterre. Vejret er ret tåget, igen får vi glæde at vores integrede Furuno Navnet 3D udstyr, da der er mange lystsejlere uden AIS. Dem markerer vi på radaren med et simplet klik, og radaren regner kurs og fart ud og markerer det på kortplotteren som om det var et AIS signal - GENIALT.  . Lene er gået ned og sove, og Oliver ligger i køjen og læser. Jeg har selskab af Celeste på broen under hele turen INGEN SØSYGE - dejligt.

Vi går i havn kl 21.15 - da er solen gået ned, men havnefodgen er vågen og anviser os en fin plads. Vi får aftensmad - kylling i vindruesovs - lækkert - og så på hovedet i seng.

19. SEPTEMBER Ria DE Camariñas til Piedras Negras
Kl. 11.10 sætter vi kurs imod Piedras Negras, en lidt større havn på sydsiden af halvøen De La Lanzada. Det er en tur på ca. 60SM - meget fladt vand og en let brise. Efter en halv times sejlads spotter vi delfiner - tror vi. Det viser sig at være nogle små hvaler, da de er alt for store til at være delfiner. Der er 4 individer, 3 større og en lille unge. Vi får taget billeder af deres ryg finner - vi har endnu ikke fundet ud af hvad slags hval der er. Efter en stille og rolig sejlads anduver vi Piedras Negras kl. 20.30 - mens det stadig er lyst. Vi spiste en god gang pastasalat ved 17 tiden- så vi er ikke rigtigt sultne. Vi går en lang tur på deres smukke havnepromonade, aftenduftene er fantastiske, luften er rigtig lun og humøret er højt - endnu en dag med flat hav og solsejlads. Den "portugisernord" lever virkelig op til sit rygte om magvejrssejlads - SKØNT.

20. SEPTEMBER Piedras Negras til Bayona
Kl. 09.00 sætter vi igen kursen sydpå imod Bayona - en havn vi fik anbefalet af Sandy og Richard i l'Aber Wrac'h. Denne gang er det en lille smutrur på ca. 27SM, så vi beslutter os for at fiske lidt på vejen. Vores Furuno Fishfinder finder et godt sted med masser af fisk, og Oliver får ret hurtigt bid - en MAKRAL - lækkert.

Kort tid efter får han bid af endnu 2 makraller, men den ene springer desværre i overfladen. Den anden hives ombord, og så er vores fiskeheld sluppet op. Vi sejler videre, og prøver endnu engang et andet sted, men intet bid.

Pyt med det - Oliver er rigtig glad - han har fanget 2 makraller - de skal på grillen om aftenen - og nydes med velbehag.

Vi ankommer i høj solskin til Bayona kl. 14.45 - og vi regner med at blive her til den 22.

Desværre lægger vinden sig helt, Celeste får lidt mavepine, så vi planlægger at udskyde afrejsen, og planlægger at sejle afsted imod Maderia d. 24.september om eftermiddagen. Onsdag d. 23. september mens vi sidder på agterdækket og nyder vores webergrils kulinariske frembringelser af saftigt og let tilrøget kyllingebryst, svinekødspine og kotteletter, kommer Per, Johan og Rose forbi. Nå - her ligger I og nyder vejret. Johan og Oliver oplever et dejavu fra La Coruña - en båd kommer ind - og dagen efter skal den anden sejle. Et hurtugt kig på vejrkortet - og Lene og jeg beslutter at udsætte afrejsen et døgn - så ungerne kan nå at hygge sig lidt sammen. Det vækker vild jubel hos alle fire, da Lene fortæller dem om beslutningen.

Så nu er planen at vi sætter kursen imod Maderia i morgen fredag d. 25. september om eftermiddagen. Vi har lige fået en mail fra Inge og Ralf - de er godt på vej til Maderia, hvis ikke de allerede er der. Vandet er 26 grader varmt, og der er delfiner hver dag. JEG KAN IKKE VENTE (men de må jeg nok hellere).

Klik på billederne for at se billedteksten.